lørdag den 3. marts 2012

Sidste nyt! Sidste nyt!

Efter rastløst at have moslet rundt på nettet, hjælpeløs, overvældet, pissed off og lykkelig- alt sammen i en stor kluddermutter af samfundschok efter at have opholdt mig i vildmarken i 9 måneder- er jeg nu begyndt at blogge om vores liv OUT THERE igen.

Hvor & Great Escape handlede meget om følelser og familier handler & The Pioneer Life mere om praktiske ting. Hvordan man lever off grid. Opskrifter. Inspiration. Ting om træer. Og den slags....

Jeg håber du vil kigge forbi!

(jeg vil blive ved med at bruge denne andreahejlskov til tilfældige indfald og udbrud fra tid til anden. Tak fordi du læser med!)

GÅ HER TIL:  http://andthepioneerlife.wordpress.com/


Dette er et tilfældigt billede jeg tog i dag...

søndag den 19. februar 2012

Kvinder er bare så SELVUDLEVERENDE!

Jeg har opdaget to sites som både inspirerer mig- og får mig til at krølle sammen på gulvet, utilstrækkelig.

Fra: www.herbadmother.com 
Nok har jeg fået at vide at jeg udnyttede mine børn og via min "selvfremstilling" både var en dårlig mor og et dårligt menneske - men se så lige Catherine Connors her. Hun photoshopper ikke kun monsterøjne og djævlehorn på private billeder af sine børn- hun gør også aktivt, intelligent, hard core, følsomt og hjerteskærende opmærksom på hvordan vi undertrykker hinanden via netop begreberne om "den gode mor".

Det handler om hvordan kvindelige blogs om privatsfæren aldrig nogensinde er blevet taget alvorligt, men konstant bliver affærdiget som "følelsesporno", "selvfremstilling", "udnyttelse af børnene", "selvoptagethed" hvorimod mandelige blogs om fucking ingenting bliver fremhævet som dét der virkelig belyser vigtige pointer ved det moderne samfund.

I USA har mommy-bloggerne et helt andet ry og en helt anden arena. De får rent faktisk lov til at være intelligente, veluddannede kvinder med relevante spørgsmål og analyser af samfundet og individet.
... og det får mig til at krølle sammen på gulvet. Af skam.
Hvor mange gange det rent faktisk har slået mig ud af min kurs at nogen har tillagt mig alverdens selvudlevering, selvfremstilling, følelsesporno og uægte psykologiske motiver... fordi jeg har insisteret på at fortælle som jeg gør. Om de ting jeg gør.
Hvor meget jeg har tvivlet på mig selv. Altid tvivlet på mig selv.
Den her dame skal have en medalje- og du skal læse hendes blog!

Jeg ville ønske jeg var lige så cool som Catherine Connors. Jeg ville ønske at jeg for længe siden havde sagt "Fuck it!"




Den anden side som får mig til at krølle sammen på gulvet,  handler om en pæn kvinde der laver pæne opskrifter og poster billeder af hendes pæne børn og hendes pæne liv- men i sine ord har så meget humor og COJONES at jeg, igen, føler mig utilstrækkelig. Jeg ville gerne lave en site om "pioneer living" om de ting vi har gjort, oploade opskrifter, skrive om teknikker, hvordan man overlever i naturen, hvordan man genbruger sig skrald, hvordan man.... alt muligt. Og jeg ville ønske jeg kunne gøre det med samme omsorg, samme kreativitet, samme attitude og samme humor som hende her: Pioneer Woman.
Ja. Der er for mange glansbilleder. Ja, det er for amerikansk. Ja, det ville virke hult... hvis ikke det var fordi hun på trods af det hele tiden sætter sig selv out there. Som person. Hun træder frem. Hun er skide ligeglad- hun viser sine følelser.
Godt for Ree at hun er blevet anerkendt og elsket.
Jeg kan ikke andet end at kaste mig bundløst i grusset... ifyaknowwhatImean?!



Og nu: tilbage til MIG.
For hvad gør jeg... når jeg ikke ligger her på gulvet og har dårlig selvtillid og er utilstrækkelig?
Jeg skriver. Jeg skriver om mig selv, jeg skriver om min familie, jeg skriver om vores valg og vores hverdag- og med jævne mellemrum skriver de U N I V E R S I T E T S S T U D E R E N D E til mig... fordi de er igang med at skrive en opgave.
Om mig.

Jeg har opdaget at det er helt utrolig behageligt at blive skrevet universitetsopgaver om.
Det er som om det retfærdiggør mig, det er som om det definerer mig og sætter mig i et lys af vigtighed. I starten var jeg meget perpleks omkring det, alle deres underlige spørgsmåls og vinkler, med tiden har jeg lært at holde af det. Og denne her universitetsopgave modtog jeg på min fødselsdag, her for nyligt, så there you go: JEG EKSISTERER.

PS. Pointen er, at jeg synes det er ærgeligt at vi ikke har en Catherine Connors eller en Pioneer Woman i den danske blogosfære- endnu mere ærgeligt at kvinderne i den danske blogosfære aldrig bliver inviteret ind i mainstream, som andet end humor (Bethany, Fuhrman og Maren´s blogs) eller politiske femi-blogs (Giese, Hermansen).
Det er en vigtigt pointe.
Så den lader vi lige stå.

.....


Jeg synes det er ærgeligt, at der bliver skrevet U N I V E S I T E T S O P G A V E R om sådan en som mig... som om det var SÅ vildt. Jeg synes det er ærgeligt, at vi i Danmark er så berøringsangste omkring det "udlevere sig selv" at dem der gør det, henslæber et liv i universitetsopgaver eller på gulvet med dårlig selvtillid- når vi i stedet kunne skabe noget... godt.
Men nuvel. Det må I selv om. Jeg har fundet mig et par fyrtårne og mens jeg med den ene hånd tuder af utilstrækkelighed er jeg med den anden hånd ved at oprette en ny blog.
Fordi jeg er så selvoptaget. Fordi jeg er så selvudleverende. Ikke?


Jeg har sakset og klippet og taget fodnoter og referencer ud (med tilladelse fra Maja)



AND THE GREAT ESCAPE
Af: Maja Barsøe, æstetik og kultur, Århus Universitet

(...)

I denne opgave vil jeg gennem Anthony Giddens’ og Thomas Ziehes teorier undersøge, hvordan det senmoderne samfund i al sin kompleksitet er med til at skabe en længsel mod det simple liv. ”and the great escape”-projektet er et eksempel på realisering af denne længsel. At Hejlskov fremstiller projektet gennem et senmoderne medie, en blog, er et paradoks, som det mundtlige oplæg vil omhandle.
(...)



Som beskrevet taler Giddens om adskillelsen af tid og rum. Hejlskovs valg af livsstil indebærer et forsøg på genforening af tid og rum, idet hun reducerer sine arenaer til én eneste: hjemmet i skoven. Fordi familien ikke har signal til computer eller telefon i deres forholdsvis isolerede hjem, er der kun mulighed for ansigt-til-ansigt kontakt med den nærmeste familie. Det ligner en tilbagevending til præ-moderne samfund, hvad angår kommunikationsmuligheder, men Hejlskovs virkelighed er mere kompleks end som så. For selve bloggen ophæver, hvad der kunne ligne ønsket om genforening af tid og rum, idet hun potentielt kommunikerer med hele verden. Den måde Hejlskov forholder sig til adskillelsen af tid og rum på er altså dobbeltsidet. Hun modarbejder den gennem sin livsstil, men arbejder samtidig med den som blogger.

Individet i det senmoderne samfund må have tillid til abstrakte systemer. Hejlskov beskriver tydeligt, hvordan hendes familie ikke har denne tillid: “We fear that the modern lifestyle will soon collaps, whether it be the economical systems or the democratic.” Pga. denne mistillid har familien tilnærmelsesvis valgt at skabe sit eget samfund. Her opnår de uafhængighed af en lang række ekspertsystemer, fx er børneopdragelsen familiens eget ansvar. Der er ingen vuggestue eller skole, som Hejlskov og hendes mand skal have tillid til. Desuden forsøger de at gøre sig mindre afhængige af symbolske tegn, i form af penge. De søger bevidst at fraskrive sig materialismen. Således nævner Hejlskov bl.a. følgende årsag til familiens beslutning: ”we felt that our value as citizens was measured in materialistic terms (consumerism)”.

(...)

Ser man ”and the great escape” ud fra Ziehes begreber, kan projektet forstås som subjektivering, idet Hejlskov har en stærk overbevisning om at kunne forme sig selv og sin familie gennem en livsstilsændring. Desuden er projektet en søgen efter nærhed og intimitet, hvor de familiære bånd og de nære relationer kommer i højsædet. For Hejlskov har ekspressivitet desuden en stor betydning, idet bloggen netop er ekspressiv og dens indlæg ofte tematiserer det følelsesmæssige.

Sluttelig kan projektet relateres til Ziehes andet kulturelle orienteringsforsøg, ontologisering, idet familien søger meningen med livet: ”We took a leave from modern society to find ourselves, find eachother and the meaning of life. Yes. The meaning of life.” I ontologiseringen er det netop tabet af mening, individet frygter. Ontologisering beskrives yderligere som en jagt på sikkerhed. Livsstilsændringen virker umiddelbart som et projekt, der skaber alt andet end sikkerhed. Dog er familiens udfordringer blevet mere håndgribelige, idet de er fysiske og konkrete, frem for abstrakte. Endelig er ontologisering udtryk for en stræben efter helhed, ægthed og oprindelighed, hvilket er vigtige værdier for familien. Hejlskov og hendes mand søger netop oprindeligheden ved fx at lære deres børn at klare sig i naturen.

Konklusion og oplæg til diskussion

Giddens beskriver adskillelsen af tid og rum samt udlejringsmekanismer som afgørende for individets livsvilkår i det senmoderne samfund. Disse vilkår bevirker, at individet mister en stor del af kontrollen over sit eget liv, idet institutioner og abstrakte systemer overtager styringen. Ziehes kulturelle orienteringsforsøg beskriver, hvordan individet kan forholde sig til senmodernitetens livsvilkår, bl.a. gennem stræben efter nærhed, intimitet og sikkerhed. Denne stræben kan udmunde i drømmen om det simple og overskuelige liv, som Hejlskov og hendes familie udlever i skoven. Eller gør de?! Et interessant aspekt ved ”and the great escape” er netop projektets selvmodsigende karakter. Bloggens eksistens synes at gøre hele livsstilsændringen mindre troværdig. En blog, hvor afsenderen fremstiller sin egen virkelighed, er ikke umiddelbart med til at forsimple vedkommendes liv. Det virker altså paradoksalt at blogge om det simple liv. Det mundtlige oplæg vil diskutere dette paradoks og forholde sig til ”and the great escape” som refleksiv og performativ selvfortælling. Her vil jeg inddrage Giddens’ tanker om selvet som refleksivt projekt samt Anne Scott Sørensens artikel ”MARIEBERING.DK og Annepanne.dk. Webloggen som performativ selvfortælling”.

mandag den 13. februar 2012

Det gode råd

Man bliver kompromiteret før man ved af det.... og et valg er ikke en enkelt beslutning, en definitivt punkt i historien, et valg er en ongoing proces.
Der er hver dag. Hele tiden.
For det sniger sig ind på én. Ambitionerne, ligegyldighederne og pludselig står du der på hjørnet mellem 6th og 7ende himmel og sælger din røv igen. Inde på kommunikationsforum.

Det er en rutine der overrumpler dig uden du bemærker det.
Det er behovet for succes. Måske, for mange mennesker et "overfladisk" behov, men for nogle af os et økonomisk motiveret behov. Jo. Jeg arbejder for penge. So shoot me.

Jeg er ked af igen at citere Politiken men.... Anita Bay Bundegaard skriver at vi lider af en form for positivitetsfacisme, især på facebook, hvor det hele tiden gælder om at fortælle de gode rosenrøde historier (om os selv)
Pudsigt at klummen rammer i disse dage hvor jeg går i nogle MEGET SERIØSE OVERVEJELSER OM MIT BRAND (!!!!)
(når jeg skriver i versaler er det fordi jeg MENER det)
(og jeg bruger kun ordet "brand" for at lyde smart)

Sagen er denne: i 9 måneder levede vi off grid/under radaren i de vilde svenske skove.
Vi bor her stadigvæk, nybygger-style.
I de 9 måneder bloggede jeg om vores great escape- om hvordan det føltes at forlade det moderne samfund, om al tvivlen og angsten, alle udfordringerne. Det var ikke en pretty little story- det var et hardcore eventyr og vi måtte stille spørgsmålstegn til ALT. Alt hvad vi troede vi vidste. Alt hvad vi troede vi var.

Nuvel. På en god dag (det vil sige dagen efter mit essay i Politien) fik bloggen 1300 hits. Ellers lå den rimelig stabilt på ca 200 om dagen.
Det er ikke særlig mange. Det er ikke særlig meget anerkendelse- til gengæld havde jeg nogle meget trofaste læsere som sendte os salamier og bøger, computere, generatorer, penge, tøj, vanter og sokker. Og de kom på besøg. Og de skrev lange breve om dem selv.
Relationen forfatter/læser blev rykket og som forfatter var det en oplevelse UDEN LIGE.
- men jeg hørte igen og igen at jeg sikkert ville få mere "succes" hvis jeg fortalte anderledes, hvis jeg fokuserede lidt mindre på de store, stærke følelser- lidt mere på de praktiske aspekter af vores liv.
Populært sagt: hvis jeg var lidt mindre russisk- og lidt mere amerikansk.
Altså: hvis jeg fortalte lidt mere overfladisk, lidt mere positivt.

Det kunne jeg ikke. Ikke dengang. De første 9 måneder handlede om psykologiske overvejelser, vi måtte genopfinde vores relationer, vores drømme, vores virkelighed, vores tanker om virkeligheden. Jeg havde slet ikke tid til at formidle det praktiske. Det praktiske var sekundært.
Det er anderledes nu.

Og NU kommer vi så til pointen med dette blogindlæg:
Jeg har brug for råd. Rigtige råd. Kommunikationsråd. Læserråd. Venneråd. Professionelle råd.

Sagen er denne: jeg vil gerne have ØKONOMISK (there, I said it) succes og anerkendelse med at skrive om vores nybyggerliv.
Jeg vil gerne lave radio om det. Små bitte udsendelser, podcasts- både om de praktiske ting med at leve off grid, om naturen, om at lave alting ud af ingenting og deslige.... og jeg skal selvfølgelig nok holde samfundskritik og personlig nederen ude af det. Det er jo ikke dét I gider høre om, i følge Bay Bundgaards analyse.

Hvad gider I SÅ høre om?
Hvordan skal jeg fortælle historien så flere mennesker gider læse den?
Ved at være gladere? Mere lyserød? Mere positiv?


Dette er et billede af Georgia Pellegrini. Hun er tidligere finansdame, ansat i Lehman, men nuværende  "stærkt brand" indenfor pioneer lifestyle. Hun er meget pæn. Meget positiv. Hun har meget succes.
Dette er hendes hjemmeside: georgiapellegrini.com




























Et lille sørgeligt efterskrift
De sidste par uger har jeg været sengeliggende og efter 9 måneder i vildmarken har jeg vel haft behov for at føle mig normal igen. Det gik forbavsende hurtigt at komme ind i loopet igen og så sad jeg der, foran facebook og ledte efter en eller anden sandhed selvom jeg godt ved den ikke er der. Ikke dér. Det er dét der holder hos drugged og numb og som den crackwhore jeg er, trak jeg ironisk på smilebåndet og sukkede "åh, livets uendelige ledhed".
Nuvel. Jeg ved jeg er fucked up. Det er sikkert hårdere for mig end det er for dig. Det er essensen og nerven og alle maskerne der falder som tiltaler mig. Det har aldrig været overfladespændingen.

En lille positiv krølle på halen
Derfor synes jeg også der er en poetisk retfærdighed og/eller skønhed i netop at gå til JER.
Det er JER der er mit netværk, mit facebook, min kundegruppe, min modtager (det hele er jo blandet, oh joy... moderne samfund)
Er der en modsætning mellem at være den man er- og have økonomisk succes med at være det?
Det er et spørgsmål.
Det er dét alle kommunikationskonsulenterne går og tænker på. Skriver artikler om. Jeg har altid sagt, at det bare handler om at være ærlig- men jeg er kommet i tvivl. Jeg er ikke sikker på at ærlighed betaler sig. Længere.
Nu spørger jeg jer.
Skal jeg skrive en pretty little story om mit pretty little nybyggerliv for at få succes?

tirsdag den 7. februar 2012

Når ord gør ondt


6 februar kunne man læse et klogt debatindlæg i Politiken. hvor en mand der hedder Rune argumenterer for, at vi i Danmark har en destruktiv og skævvreden måde at diskutere fattigdombegrebet- og folk på overførselsindkomst generelt
Hans pointer bakkes op af adskillige sagsbehandlere, kontanthjælpsmodtagere- alle dem der rent faktisk ARBEJDER på området, mens de ties ihjel på den politiske højrefløj der pinligt ignorerer eget ansvar for både en diskriminerende og fordomsfuld diskurs (fattigdomsdebat, flygtningedebat, kønsdebat ect)

Som person der har været udenfor debatterne de sidste 9 måneder (hvor jeg har opholdt mig i vildmarken) er det beskæmmende at opdage at der trods et regeringsskifte ikke er en sket en dyt i forhold til at forbedre den måde vi taler om de fattige. Dem på samfundets bund- dem vi griner af i "Krysters kartel", dem vi romantiserer/forages over i følelsesporno a la Submarino, dem vi håner i "De unge mødre".

Jeg har selv været fattig. Jeg har været dødfattig. Jeg har også været en ung mor. Fucker, jeg har boet i et udkantsområde. Jeg har oplevet, på egen krop (og når jeg siger "krop" mener jeg "krop"- skam sidder i knoglerne) hvordan det er at være udsat for en massiv diskurs. En undertrykkende og nedværdigende italesættelse af den måde man har "valgt" at leve sit liv på.

Her er et eksempel på hvordan et andet menneske har oplevet dét at blive "udsat for en diskurs" på. Dette eksempel er forholdsvis harmløst- men man fornemmer vreden, frustrationen, man fornemmer hvordan det føles at blive overfaldet og proppet ned i en boks- at blive modelleret og mast ind i en virkelighed man ikke genkender
Læserbrev i Skive Folkeblad 1.02.2012

Ovenstående læserbrev handler om at bo i provinsen. Man kan sige at Thomas Gade (skribenten) bevist har "valgt" at bo i et udkantsområde, men for den psykisk syge er det aldrig et valg at være psykisk syg, for det barn der er vokset op omgivet af vold og svigt er det ikke et valg at vokse op med en selvforståelse som offer.
Det er det moderne samfunds allerstørste løgn, at vi har et VALG på alle områder at livet.
Og det er en skandale at det frie valg, i al sin psykologiske og filosofiske kompleksitet, aldrig nogensinde bliver italesat- som andet end valget til at vælge ét produkt over et andet.


En historie fra det virkelige liv- og langt mindre alvorligt.
Jeg har en akademisk karriere og har bevist alt muligt på alle mulige områder- men Digital Signatur kan jeg simpelthen ikke overskue. Det er ikke et valg. Digital signatur skræmmer mig, jeg får angstanfald og føler mig talt ned til som menneske. Jeg kan ikke overskue alle koderne, jeg kan ikke overskue de konsekvenser det har. Jeg bliver forvirret, perpleks og deprimeret når jeg skal sidde der og tilpasse mig et system og en måde at tænke på som jeg helt grundlæggende ikke forstår.
Og jeg er ikke hjemløs.
Jeg er ikke flygtning.
Jeg er ikke psykisk syg.
Jeg er ikke narkoman.
Jeg voksede ikke op i et "belastet hjem"


Jeg har fravalgt at have en digital signatur- med den konsekvens at mine muligheder for at agerere i "systemet" er blevet vanskeligt reduceret (jeg kan f.eks ikke få tilsendt diverse blanketter, for dem kan jeg jo "bare udfylde på nettet"). Min beslutning bliver mødt med undren og måben- nærmest direkte modvilje, når jeg taler med kommune mennesker.
Det frie personlige valg- så hyldet og elsket i politiske taler og ideologier- er fucking fraværende i det moderne samfund!
Jeg kan IKKE vælge ikke at have en digital signatur. Eller et dankort. Eller ringbind.


Denne her lader jeg stå uden yderligere kommentarer:



Fra Iben og Mødregruppen på Radio 24/7
I dagens program talte vi om hvorvidt folk på overførselsindkomst har en kræve-mentalitet. Nogle af lytterne sagde til Dudu, at det var godt hun sagde "tak" for at skatteborgerne hjælper hende i hendes kontanthjælpsperiode. Jeg foreslog i spøg, at man kunne producere en t-shirt til folk på kontanthjælp, hvor der stod "tak". Så behøvedes man ikke gå og sige det til alle folk på gaden hele tiden. Vores lytter, Preben Oxbøll, tog joken meget alvorligt og fik fremstillet et prøve-eksemplar ASAP:








Velfærdssamfundet er blevet reduceret til fattighjælp hvor man som "borger" (altså andenrangsborger) ekplicit skal udtrykke sin taknemmelighed. Velfærdssamfundet er ikke længere en RETTIGHED, noget vi besluttede os for som samfund, en måde at organisere os- solidarisk.
I Danmark har vi, sikkert i lyset af Finanskrisen, besluttet os for at sparke nedaf.
Vi er bange, vi er utrygge, der er ikke penge nok, folk er forkælede, det er jo MIG der trækker hele læsset, ikke dig, du er bare en nasser. Velfærdsamfundet er ikke længere et fællesskab. Det er en skrøbelig økonomisk foranstaltning. Og vi må alle sammen spare. Vi må alle sammen yde. Det er ikke for meget at forlange af de svage (som egentlig ikke var med i nogen vækstbobbel, men lad nu dét ligge) at de, som minimum drukner i taknemmelighedssuppe hver dag. Tak. Tak. Tak.
De kunne jo bare have valgt en anden livsstil.
Eller et andet samtalekøkken.

Jeg synes egentlig middelklassen burde lave sig en t-shirt. På den kan de passende skrive "tak" til alle de generationer af nedslidte fabriksarbejdere og børneskorstensfejere der gjorde den industrielle revolution mulig- og dermed deres livsstil.


søndag den 5. februar 2012

Tilbage i Ælten

De sidste par dage har jeg været i vælten og det er underligt. Lad mig fortælle dig hvorfor:

I 9 måneder har jeg og min famiie boet helt primitivt i en bjælkehytte uden el og vand- langt ude i de dybe svenske skove. Vi har været igang med at bygge vores eget hus, vi har været igang med at bygge et community. Vi ville finde en anden måde at realisere det menneskelige potentiale. Vi ville tilbage til vores børn. Vi ville tilbage til naturen.

Vi bor stadig i den svenske vildmark- men vores "naboer" (20 km væk) tilbød os et større og varmere hus at bo i, helt gratis. Det var en af den slags tilbud du ikke kan sige nej til. Hytten ligger ned til en skovsø, der er god jord - modsat i skoven hvor du først må dyrke jorden før du overhovedet kan dyrke grøntsagerne.
Så nu bor vi her- uden vand (men med brønd), uden afløb (men med spand), uden toilet (men med udedas)- men for første gang i 9 måneder MED elektricitet og MED internet.
Det er elektriciteten og internettet der gør hele forskellen.
Med elektriciteten er ens computer hele tiden opladt og med internettet er man hele tiden i kontakt.
Kontakt.
Min artikel på K-forum blev citeret i radio 24/7, jeg skrev en kort artikel til Elektronista om ACTA, så var der radioprogrammet på P1 og i dagens Politiken kan du finde et essay som jeg har skrevet- om vores vildmarksliv.
Og det er weird. Det er meget weird at være in game og in the loop igen efter 9 måneder i den paralelle verden.
På den ene side er det rart og på den anden side er det... weird.

Men jeg har fundet ud af noget. Jeg tror det er en slags visdom af en art, det er noget der ikke er mit, noget der svæver frit rundt i universet, som klicheer og tomme ord indtil den dag du fanger det. I luften. Og finder ud af at det er visdom.
Det er bedst at leve sit liv således at det er dig der kører med loopet- og ikke loopet der kører med dig.
Man kan halse bagefter i hundrede år- man kan hungre efter en eller anden form for forløsning, udefra, en anerkendelse- men det er først når man siger "screw it" at der virkelig sker noget.
Det tror jeg er noget visdomshalløj.
Hermed "shared".

P.S. Dette er et billede af en blå flod.

fredag den 3. februar 2012

Naturen og børnene

I Danmark er det ikke noget vi taler så meget om... naturen. Hvis vi gør, så er det Signe Wenneberg der laver en shiny bog om "urban gardening", Bonderøven der høster hø, måske en artikel i Kristeligt Dagblad engang imellem (og tak for det!) og så ellers bare en lang række af feel bad artikler om truede dyrearter, regnskove, reservater.... og om hvor mange klimaktivister der nu er blevet arresteret. For hvad?
For en natur de færreste danskere har andet end  " a walk in the park" forhold til.

I udlandet er det anderledes. I udlandet har de noia. Når selv James Cameron stikker af til New Zealand for at etablere en selvhusholdning under the grid - ja så må det jo betyde, at der er noget på vej.
Måske er det undergangen.
Jeg skal love dig for at undergangen har fået folk til at tænke over hvordan man kan indgå i et ligeværdigt forhold med naturen (omend "it´s complicated"). Bare ikke i Danmark. I Danmark hygger vi os med at lave "fuldskalalaboratorier for vindmølleindustrien" (Weekendavisen 9.12.11) og med 100% statsligt støtte bedriver vi et af verdens mest intensive landbrug. Måske er det derfor vi ikke rigtig taler om naturen.
Den findes jo ikke.
Ikke her.
Vi er et overbefolket industrielt land der lider af den vrangforestilling at vi har det helt superduper med naturen. Vi tager jo for eksempel på Picnic i dyrehaven. Ternet dug og agurkesandwich.

I andre dele af verden har effekterne af finanskrisen været langt større end hos os.
En stor del af middelklassen i usa lever rent faktisk i telte, i biler, i naturen. 
Med finanskrisen fik alternative bevægelser som off-the-grid (at være uafhængig af elektricitetsnettet), selvforsyning og free-man-on the land (at man ophæver sin kontrakt med samfundet) vind i sejlene. Helt normale mennesker (som nu f.eks dem i middelklassen) begyndte at forberede sig på at det kan blive være. De økonomiske systemer kan bryde sammen. Og så vil man hellere være forberedt. Man vil vide hvordan man overlever. Hvordan man bygger sig et hus ud af for hånden værende materialer, hvordan man dyrker sine egne grøntsager, producerer sin egen strøm, bliver uafhængig af distributionssystemerne. 

Dén der snert af desperation har vi slet ikke i Danmark. Og fordi vi ikke har nogen natur kan vi ikke forestille os et liv hvor man som enkelt individ anvender, færdes i og samarbejder med naturen.
Det er udenfor vores rækkevidde. Vi forholder os ikke til det- og det er et alvorligt problem.
Især for vores børn.
Det kan da godt være at de økonomiske systemer ikke bryder sammen, det kan sagtens være at forbrugerismen forsætter sin ufortrødne gang henover jorden. Selvfølgelig. Det kan da godt være... men det ændrer ikke det faktum at mange danske børn, ifølge en undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening, "tilbringer markant mindre tid i naturen end tidligere generationer, at deres hverdag er mere travl, overvåget og skemalagt end nogensinde før" (læs den meget interessante report her)

Det betyder, at moderne børn har mistet forståelsen af, at naturen dybest set (stadigvæk) er vores livsgrundlæg. 

Nu er det ikke fordi jeg vil hænge fast i det der med dommendagen, hell no, så ville jeg jo kunne afskrives som fanatiker eller som alt for meget, jeg siger bare at HVIS vores nuværende konsumption ikke kan holdes på det nuværende niveau i fremtiden- kan det rent faktisk blive et problem for vores børn, at de ikke har lært at naturen er vores livsgrundlæg. At naturen er vores primære ressource.

Lad os vende tilbage til artiklen i Kristeligt Dagblad. Richard Louv, som er journalist og ikke psykiatriker, har opfundet en ny diagnose. Den hedder nature-deficient disorder
Børn som ikke har særlig meget erfaring med naturen trives dårligt, de bliver svimle, får indlæringsvanskeligheder og bliver overvægtige.
Det er synd for børnene.
Det er faktisk lige så synd for børnene som det er synd for naturen.
Problemet er bare, at så længe vi taler om at "noget er synd for" indføre vi en dårlig samvittighed og med den dårlige samvittighed kommer tvangs-hyggen ( dameblad med fuldstændige opskrifter til alle aspekter af denne pragtfulde og vidunderlige oplevelse, alt ligefra hvordan du strikker dit eget picnictæppe, bager dit eget sandwichbrød og dekorerer børnene). 
Tvangshygge er fremmedgørende. Tvangshygge er ikke hyggeligt.

Det er et spørgsmål om pragmatik. Naturen har en givende virkning på den menneskelige psyke (lægen udskriver stadig daglige gåture til de syge, de overvægtige og de stressede)- men naturen er også en helt konkret virkelighed hvor man rent faktisk kan gøre ting selv.
Teknologi og industri er bygget op på maskiner (der helst skal virke), viden (man helst skal have) og overflod (som man helst skal have tilgang til). Den teknologi der skulle være frigørende har gjort os afhængige. Vi kan ikke klare os selv.
En strømafbrydelse på et par dage ville, i vintertide, være fatalt for langt de fleste mennesker som bor i lejligheder der er opvarmet med elektricitet. De ville ikke kunne holde varmen. De ville ikke kunne lave mad.
Og selvom Danmark (gerne vil være) firstmovers ud i den grønne teknologi så står vi stadig med håret i postkassen det øjeblik olien løber tør.
Dét er den form for afhængig der i andre lande- ikke i Danmark- har fået folk til at forholde sig mere pragmatisk til naturen. For i naturen kan man rent faktisk klare sig selv/være uafhængig hvis man bare lærer sig et par basale skills hvoraf den absolut vigtigste er: at tro på at man selv kan gøre noget.
Man kan selv bygge et shelter, konstruere et bål, fange en fisk. Så længe vi ikke lærer børn at birkebark er vandtæt, at granris isolerer og at man kan bygge sin egen vindmølle er det idiotisk at lære dem om tungmetaller og elektromagnetisme. Det giver dem en abstrakt naturforståelse, ikke en hands-on experience.
Vi svigter dem, børnene, så længe vi lader dem vokse op i en blind tillid til den industri vi selv er begyndt at tvivle på. Er vi ikke? Bare lidt?
Nå nej. Det er vi jo ikke. Ikke i Danmark.
Der har vi jo ikke noget natur.
Der taler vi jo aldrig om det.

PS: Naturfredningsforeningen har et stort katalog over sjove vinteraktiviteter som kan være fin inspiration ud i  "aktiviteter til børn" genren. Det er bare stadigvæk ikke pragmatik. Det er hygge.

torsdag den 2. februar 2012

Til skoven

Mens jeg skriver på et indlæg om enten
1)  folketingets kultur
2)  børns mangel på natur
3)  forlagsbranchen
4)  mig selv
5)  tabertainment (tak til Information for den geniale term)
6) "det ekstreme vejr"
7)  økonomi og forbrugsfacisme
8)  Konspirationsteorier
9) dig

... kan du jo eventuelt lytte til denne udsendelse: TIL SKOVS
som er en P1 reportage om det liv vi lever. Mig og min familie. Her i skoven. Udenfor alting.

mandag den 30. januar 2012

Angsten, 24/7


For et øjeblik siden/igår (facebook-time) offentliggjorte Lasse Jensen ("mennesker og medier") en korrespondance han har haft med Mikael Bertelsen (Kanalchef radio 24/7)- på facebook.
Af korrespondancen fremgår det tydeligt, at de to har et kompliceret forhold til hinanden, til DR, til Radio 24/7 og til journalisternes rolle i fremtidens mediebillede (du kan læse hele korrespondancen her:)
Tråden udviklede sig til at blive den måske mest debaterede på Lasse Jensens profil nogensinde og han kommenterer:

" Man kan også sige, at jeg offentliggør et "råbånd" som giver folk mulighed for dels at vurdere en redigerinsproces, dels giver særligt interesserede et indblik i en meningsudveksling om det, der fx interesserer mange af mine "venner"- nemlig medier. Iøvrigt tror jeg, at "råbåndet" er et opslag, som har genereret flest kommentarer- og en strøm af venneanmodninger. Også sjovt"


Korrespondancen fangede mig. Af flere grunde.
Først og fremmest fordi den gav et (muligvis ufrivilligt) indblik i psykologien bag konstellationen "Den unge hanløve og hans forhold til den gamle løve"
Mikael Bertelsen angriber Lasse Jensen men vil samtidig gerne anerkendes. Han nedvurderer Lasse Jensens fokus på (lytter)tal og journalistens rolle som kedelig faktarytter hvorimod Lasse Jensen patroniserende latterliggør Bertelsen følelse af at være blevet svigtet af DR.
Som læser føler man at der bliver løftet en lille flig indtil noget vigtigere, man bliver et vidne til et opgør.... og helt spændt på mediernes vegne, for der sker jo tydeligvis noget lige nu, branchen udvikler sig.

Kommunikationen er ladet, ordene mættede, sætningerne er korte. Det er klaustrofobisk, det er indebrændt- det er selvhævdende kommunikation mellem kommunikationsmennesker der slås uden nogensinde at give et ordentligt suckerpunch.
Det er fight club på den distancerede måde.
Det er hanløver der bider fra sig for bagefter at løbe hen og gemme sig bag et papskilt med tal og statistikker, jobtitler og billeder med venner på.
Nogen burde skrive et drama om det. Et teaterstykke!


Derudover er korrespondancen interessant fordi den implicit belyser radio 24/7, denne modekanal som alle afventende kigger på.
Det er the cool crowd som fik et tilbud de ikke kunne sige nej til. Det er the cool crowd der bliver testet og omend de længe har været magtfulde står de nu der, med alt på et sølvfad, og skal bevise alt muligt over for alle mulige- som ikke nødvendigvis lige er the cool crowd.
DERFOR er radio 24/7 spændende!
Hvad gør de nu? Reproducerer de systemerne, er de ulve i fåreklæder, er det en nøgen kejser? Tager de medierne med ind i det 21. århundrede- eller failer de og overlader scenen til dem der ikke er bange? Dem der gerne viser en lille flig, fuck, dem der gerne løfter hele dynen og træder nøgent frem TADA!

Radio 24/7 har muligheden for at vælte systemerne og genopfinde radioen.
Om de så skal dø i en kugleregn, vildt skydende omkring sig, håber jeg at de gør det. Nevermind succeen, nevermind løverne, fokus- rock my world!
Åh gud... gid I dog ville gøre det...
Gid I ikke ville være bange.

En gang havde jeg noget at gøre med et unavngivet dansk magasin. De havde hyret mig til at skaffe "likes" og for første gang nogensinde, opdagede jeg det fulde omfang af det problem, at den nye møntfod er blevet social kapital. Damen var bange for mig. Hun var bange for mine venner. Hun var bange for mine statusser. Hun var bange for sine egne statusser. Jeg måtte godt være en lille smule cutting edge, men ikke for meget. Jeg måtte godt være anerledes- men jeg skulle huske at lefle for CHEFEN... sådan som "man" gør.
Af samme årsag sendte hun mig en udspecificeret liste, på punktform, om hvad jeg måtte/ikke måtte skrive og sige på alle former for sociale platforme, for CHEFEN sad der, på de der platforme, CHEFEN holdte øje.
Hun var meget bange, hende damen. Angsten gennemsyrede hendes sprog, hun flakkede altid nervøst med øjnene som om nogen var efter hende, hun fumlede febrilsk med sine notesbøger. Jeg ved ikke om andre folk også er så bange, jeg ved ikke om det er helt normalt med den slags fear & loathing i mediebranchen. Men det skræmmer mig.
Social kapital har sine egne distributionskanaler, sin egen vekselsystemer, sin egen logik. Man kan sælge den. Man kan købe den, alt er som det plejer- forskellen er bare, at folk ikke længere vil have produktet, de vil have fligen, de vil have det indenunder, de vil have sandheden.
Så grib den dog, radio 24/7!

Samtidig med at korrespondancen på Lasse Jensens profil gik viralt talte jeg med en ven i indbakken. Han havde alt muligt at sige om radio 24/7, han havde alt muligt at sige om unge løver og deres oprør, han havde alt muligt at sige om CHEFERNE-  men han gjorde det ikke. Kun i indbakken. Hvor ingen kunne se ham og ingen kunne høre ham. For han var bange.
Han skrev:  "Jeg kom ikke med på radio 24/7 toget i første omgang- men vil ikke ødelægge mine chancer for at komme med i næste omgang"

Jeg ville ønske han sagde det direkte i æteren. På radio 24/7.

søndag den 29. januar 2012

Cupcakes

What a tired little teapot....

NÅ.
Jeg har besluttet mig for at blive uafhængig blogger.

Cupcakes! Emnet er cupcakes og hvorfor er det det?
Fordi cupcakes er topmålet af ligegyldighed- dyrket til perfektion og derfor ikke ligegyldigt længere.

Efter 8 måneder i vildmarken og helt udenfor mediemøllen vender jeg tilbage. Jeg har ikke tænkt mig at sige noget grimt.
No sir!
Lad os i stedet tale om cupcakes.

Det her er min holdning til cupcakes:
Cupcakes handler dybest set om prestige.
Cupcakes er en dekadent udtryksform, måske ligefrem en kunstart, som giver det moderne menneske et mulighed for at udtrykke sin kreativitet og særegenhed på en pastelfarvet (og dermed harmløs) måde.

Derudover er cupcakes, på en eller anden weird måde, blevet en metafor for den moderne kvindes (humoristiske) frigørelse fra, og forholden sig til, sin egen kønsrolle.
OG NU VI ER VED KØNSROLLER: så ser jeg at kønsdebatten endnu engang har været en tur igennem mediemøllen (same procedure as last year), denne gang forklædt som Bitterfissen Bethany.

Det her er min holdning til kønsdebatten:
Den irriterer mig.
Den irriterer mig på samme måde som cupcakes irriterer mig - og cupcakes irriterer mig fordi de dybest set bare er... muffins.
Forklædt.
Kønsdebatten handler ikke om køn. Den handler ikke om fairness og den handler ikke om undertrykte kvinder- kønsdebatten er en pseudodebat som intellektuelle kvinder har med hinanden.
De har dødgiftige e-numre i munden. De pakker deres ord ind i sukkerkrystaller der som crystal meth smelter på tungen og dulmer nerverne, holder fokus væk fra det der virkelig betyder noget.

Det her er min holdning til moderne kvinder:
Vi smiler, ironisk distancerede mens vi eksperimenterer med vores femininininemininetet, klasker det hele til i fløde og leger Mad Men fra 50erne. Vi bruger vores tid på at diskuterer detaljer (vil du se min pæne navle/sko/kjole/karriere) vi bruger vores tid på at diskutere æstetik (som f.eks "samtaleteknik" eller "kommunikationsforum").
Og det der virkelig betyder noget lusker ud af bagdøren, sætter sig på fortovskanten, som et fortabt asylbarn eller naturen- mens vi bare står der og råber hinanden i hovedet.
"MIN CUPCAKE ER PÆNERE END DIN CUPCAKE!"

Bortset fra dét, er det her den mest interessante ting jeg kan finde om cupcakes på nettet: Heathers Cupcakes


SÅ. Nu er jeg uafhængig blogger. Jeg har alle mulige holdninger og alting.
Bum.


lørdag den 28. januar 2012

Let me sprinkle you with fairydust


Denne blog er blevet slettet. Alle mine indlæg, mine essays, alles.
Jeg kan ikke have det hængende på mig, som en kanonkugle rundt om fødderne. 

Jeg begynder forfra. Nogle gange er det ok, at begynde forfra. Nogle gange er det nødvendigt.

Vi tog ud i vildmarken for at finde os selv og det gjorde vi så.
Det er det bedste vi nogensinde har gjort.
EVER!

For fremtiden vil du på denne blog kunne finde mine NYE klummer og essays, mine tanker og ideer. Efter 8 måneder i den vildeste vildmark har jeg en masse jeg skal af med.
Her.

Nedenstående er første kapitel i en bog jeg har været i gang med at skrive i tre år. Først var det en biografi, så blev det en krimi, så blev det en metakrimi, så blev det noget artsy, så fik jeg spat - og så slettede jeg det.
Det hele.
Jeg må have slettet over 800 sider. Jeg må have slettet over 800 potentielle bøger.
Men jeg kunne ikke slette dette, det første kapitel. Det kunne jeg bare ikke. Jeg kunne skrive det om (800 gange)  og kaste det fra mig i afsky (800 gange)- men jeg kunne ikke slette det.

Jeg ved ikke hvorfor.

Dette er en begravelse. Jeg sletter ikke det første kapitel- jeg smider det ind i blogosfæren hvor det så må lide en stille død. Ikke fordi jeg hader det, mere fordi jeg har oplevet så meget siden sidst, at jeg umuligt kan samle bolden op. Og desuden har jeg slet ikke lyst til at spille dét spil længere.
Så dette er en begravelse, et sagte farvel og et kys på kinden, et mågeskrig og noget sølvagtigt glitter spredt for alle vinde.

Velkommen til min nye blog. Den er lidt Phoenix-agtig. Jeg skriver den i aske.




PROLOG

Det er middelmådigheden jeg hader. Det er løgnene. Det er Darlings.

Darlings er som isthe på en varm sommerdag, i en hængekøje, under nogle æbletræer, mens du ligger og venter på en eller anden stodder du udemærket godt ved har været ude at duske nogle andre. Damer.
Darlings er som smarte kvinder, i silkebuksedragter, direktører for et eller andet. Og de smiler til dig og de lægger hånden på din skulder, men de gør det kun fordi du er dagens Odd Fellow. DAGENS.
Darlings er en stor fed candyfloss på Roskildefestivalen når du er blevet væk fra alle de andre.
Darlings er klovnehoveder og circusballerinaer, blomstrede natbukser, rosakvarts og englemusik. Not to be trusted.

Så man siger til forfatterne at de skal dræbe deres darlings, de skal smide yndlingsaversionerne, idiosynkrasierne, de gentagne ord, de gentagne temaer- og de små, bløde  løgne- ud af vinduet. Det er de små, bløde løgne der ødelægger det hele. For forfattere skal ikke endeløst reproducere allerede flossede indsigter, normer og værdier og den slags-  forfattere skal tale om noget NYT. Og noget SPÆNDENDE.
Med deres "krøllede kreazive hjerner" skal de sætte alting i et nyt lys, oplyse mørket, sætte tusind spejle op, til vi ser det hele i et helt andet perspektiv, et glashus af muligheder, en skønånden i flasken.
Men hvordan skal man kunne dét, når man ligger under for alt det samme alle andre gør ? Hvordan skal man tale som en boheme, når man har et samtalekøkken og desuden skal jeg tidligt i seng. Og jeg drømmer om en rejse. Sydpå.
Netbanken og forbrugskravet presser på min hovedskal, men det er ikke udefra, nej, indefra.
JEG HAR DET INDENI HOVEDET!

Jeg kender en forfatter som har en opslagstavle fuld af gule post-its. Det er hendes dræbte darlings. Hun har hængt dem op foran computeren, til almindelig spot og spe.
I respekt for de døde... selvfølgelig.
Og fordi jeg gerne vil være en RIGTIG forfatter, ligesom hende, gjorde jeg det samme.
Jeg skrev mine darlings ned.
"Dugdråber på mos og det glimter i solen", "honning", "guld og grønne skove", "idiotisk tendens til at idylisere/idolisere hovedpersoner", "overdreven brug af engelske ord" "ubevidst favorisering af selvmedlidenhedsperspektiv og/eller en distant smartassattitide som gør, at "man som læser føler sig både lidt for tæt på og lidt for langt fra"".
IfyouknowwhatImean.
Men: Anyways: det er jo ikke det hele.
Der er værrere Darlings.
Som nu f.eks den Darling der hedder "Ro, Renlighed og Regelmæssighed". Den er den værste af alle Darlings. Den er sprængfarlig.

Engang var jeg midt i en retsag. Min eksmand og jeg kunne ikke løse vores problem, nu var det op til STATEN at BESTEMME hvor børnene skulle bo. Staten havde supreme power over mig. Advokaten sagde "Som kvinde handler det alt sammen om din evne til at signalere Ro, Renlighed og Regelmæssighed - hvis du vil vinde" og jeg blev trøstesløs for dét har jeg aldrig været særlig god til at signalere. Og bagefter blev jeg rigtig, ægte, vaskeægte FORAGET.
Landets højeste instanser bedømmer, til dato, stadig deres borgere udfra traditionelle normer, dyder og værdier, uagtet at vi lever i et land som er kendt for sin arbejdsstyrkes mobilitet, fleksibilitet, innovation, nye familiemønstre og alt det der. Ikke? OG, one might add, ligestilling!
- indtil det slog mig: Hele mit liv har jeg stræbt efter at blive en god mor og en god hustru. En husmor. I et godt hjem. Hvor der var råd til skiferier og påskefrokoster, hvor der var fast indkomst, stabile rutiner og masser af ringbind. En stor, lykkelig kernefamilie. Uden drama.
Lige så stor var denne drøm, som drømmen om at kunne leve af at være forfatter.

Ingen af mine to drømme er rigtig blevet til noget... der er altid lige kommet noget i vejen...

Så det er på tide med et drab. Et koldblodigt psykopatvoldsorgiedrab. A la CSI og Special Victims Unit.
At dræbe darlings er lidt som at dræbe drømme. Man skal være effektiv, målbevidst og fokuseret.
Man skal dræbe sine darlings for at blive fri. Derfor er der ikke tid til medlidenhed. Man skal skynde sig!
- lidt ligesom når man river et plaster af.

Jeg borer min pegefinger ind i tindingen til jeg bryder gennem huden. Moser den længere ind, fingeren, forbi dunkende blodbaner og hjerneskyer, slimede, grå masser af sensistive nerveender, til jeg finder den, Darlingen. Jeg prikker til den og den rejser sig, som en brølende alien foran mig, til min pegefinger bliver bange og næsten tager flugten, tilbage til der hvor den kom fra- pegende på nogle andre.

"Ro, Renlighed og Regelmæssighed" har holdt mig på dydens sti hele mit liv, mig selv slingrende, som en drukkenbolt, uhyggeligt koncentreret, med tungen ud af munden. "En god mor flytter ikke hele tiden, en god mor er den samme, dag efter dag" mumlede jeg, og satte mig ned, tungt, midt på stien. Som om jeg ikke var en ziguerner med blå øjne, som om jeg ikke, altid, var fri, som om det er bedre at sidde ned og glo - end at gå.
 Som OM man er fri. Som OM alt kan lade sig gøre.
"En god kvinde tager det roligt" mumlede jeg, og hver gang en eller anden forbipasserende sparkede til mig, fortabte jeg mig i endeløse spekulationer om retfærdighed og ytringsfrihed og proper behaviour. Jeg rejste mig sjældent og sparkede igen men jeg mumlede, gjorde jeg, de værste forbandelser og godt skjulte svinere, lavt nok til at den forbipasserende opdagede det, men ikke højt nok til at andre gjorde.
"En kvinde skal holde sig ren og lækker" mumlede jeg så, når den forbipasserende var gået forbi. Og jeg farvede jeg mit hår blondt og købte et glattejern og når jeg holdt foredrag om identitet i senmoderniteten eller gav et cabaretshow som vaskeægte forfatter, var det vigtigste for mig, om jeg så godt ud. Jeg så aldrig rigtig godt nok ud.

"Ro, renlighed og Regelmæssighed" holdt mig på sin plads.
Som en slave. Som slavepigen Isaura.
INDENI HOVEDET.

Kronisk. Kronologisk.
Og hvis jeg fik lyst til at købe mig en hestevogn og drage ud i verden, danse om bål om natten eller bygge en bjækehytte med mine motherfucking egne hænder- så lukkede jeg bare øjnene, tog hænderne for ørene og nynnede "ummmm" indtil jeg ikke kunne høre den rebelske tanke længere.
For man KAN jo ikke bare melde sine børn ud af skolen og sig selv ud af samfundet. Det kan man jo ikke. Og hvis man vil bygge en bjælkehytte et øde sted, skal man have byggetilladelse først. Der findes ingen nybyggere længere. Der findes ingen uberørte pletter, intet uskyldigt land at indvinde.
Man kan heller ikke råbe "PROTEST!" når staten sparker uskyldige brune børn over grænsen eller giver bankerne alle skatteydernes penge. Det KAN man bare ikke.
Så er man jo radikaliseret! Ekstremist!

"Ro, Renlighed, Regelmæssighed" vinder. Altid.
"Ro, Renlighed og Regelmæssighed" holder os på vores pladser.

Der er ikke nogen der står og skriger det ind i hovedet på mig. Der er ingen der siger det ligeud. Det er snørklet og det er DER INDE.
Min pegefinger kan ikke ramme den, Darlingen. Den hisser, hysterisk og forsvinder, med lynets hast, bag en eller anden hjernebanke.
 Det er et tåget landskab derinde, mange fjorde og bugter hvor den kan gemme sig. Pegefingeren leder, men den rammer en masse uskyldige, blottede neurotransmittere og mit hoved bliver til en trykkoger til jeg, som sædvanelig, er lige ved at eksplodere.
Så jeg hiver pegefingeren ud, i sidste øjeblik, og tørrer den af i min stribede bondenederdel.
Og så forsætter jeg ellers bare med at sidde der på stien og vente på Godot.

- men i det mindste skinner solen ikke i de dugdråber der ligger på mosset, i det mindste er mit honninghjerte ikke ved at bløde over og i det mindste råber jeg ikke noget på et andet sprog, som f.eks WHAT THE FUCK!!! Eller VIVE LE REVOLUCIÒN, næh, jeg sukker bare.
Som en dansker.
Og så drømmer jeg lidt om guld og grønne skove.
Indtil næste gang jeg bliver en morderske, en forfatter, en gemen og tyvagtig darling-dræber, på bare tæer med mudderstriber i hovedet.
Yeah!





KAP 1


”Jeg synes du skal bygge videre på karakteren Andrea” sagde forlagschefen og jeg smilede og var sød ligesom dengang jeg var lille. Jeg drejede mit hoved, tre gange rundt om mig selv og rystede lidt med hjernen for at berolige Darlingen som var vågnet af hans ord, nysgerrigt. Så klistrede jeg mine øjne fast på de kendte der sad rundt om bordene i deres fineste tøj, sammen med mig, jeg sad sammen med de kendte!
Jeg var up and coming. Især husker jeg multimediemennesket Jim der sad og råbte i et hjørne- og kronprinsesse Mary´s far. Han kiggede på mig som om han så mine dybder, empatisk vil jeg kalde ham. To fisk i en fiskebowle.
HAHA grinede jeg så og spiste lidt laks. ”Jaja, karakteren Andrea, ok, jeg skal nok blive til noget, det skal jeg nok” og i dét øjeblik var det ikke forlagschefen jeg talte til men min mor og det kan vi så altid snakke lidt mere om en anden dag.
”Ja, for jeg tror jo på dit forfatterskab” sagde han så mens han rodede rundt med maden, ubeslutsom. Et glas rødvin. Den der flakken med øjnene.
Pressechefen lagde hånden på min skulder og så snakkede vi indgående om markedsmekanismerne.

Jeg har aldrig brudt mig om karakteren Andrea. Jeg har lyst til at slå hende ihjel.
Jeg har lyst til at køre på lossepladsen og smide en masse sorte, suspekte sække i “stort brændtbart”, jeg har lyst til at kaste med mursten og gamle brædder.
Karakteren Andrea ville jeg rulle ind i et ægte tæppe, et arabisk, med falmede farver og guldtråde, et rigtig grimt et, et overdrevet et-  og jeg ville kigge mig over skulderen som jeg gelejdede tæppet ud over kanten på en stor, beskidt container - og så ville jeg dumpe hende. BANG!
En vag lyd.
Så ville hun ligge dér, i et tæppe, blandt hvide plasticdunke som var blevet brune, stumper af jernrør, papkasser og møbler der var gået i stykker.
Og jeg ville ikke engang have det dårligt med det.

Det er Forfatterindens skyld. Det var hende der sagde jeg havde talent. Havde jeg nu ikke haft talent kunne det sagtens være, at jeg f.eks bare var blevet til noget indenfor medier eller mennesker. Men nej. Hun skulle absolut sige til mig, at jeg havde talent og jeg greb chancen gjorde jeg.
Fra den dag tænkte jeg ikke på andet: jeg vil være en forfatter. Jeg vil være anerkendt. Jeg vil være elsket. Alle mennesker skal elske mig og når alle mennesker elsker mig, og når jeg er anerkendt-  SÅ bliver alt godt.
SÅ er jeg berettiget.
Dengang handlede det ikke så meget om forfatternes pligt til at udfordre samfundets normer og værdier. Dengang handlede det mest bare om blive elsket. Nogle mennesker kan aldrig blive elsket nok, ved du. De er ligesom ”Et stort sort hul der bare æder alt og aldrig kan få nok, umættelig!” - som min mor forklarede. Mig.
Forfatterinden sagde:
“Skriv i jeg-person ANDREA! Hvis du skriver i jeg-person vil det være nemmere for læseren at identificere sig med fortællingen”
Som OM jeg var en jegperson.
Forfatterinden sagde også “ Det hele handler om handlingen, Darling”.
Som OM der var en.

Problemet var, at jeg-personen blev hængende også langt tid efter jeg havde været up and coming. Som en guldpokal man havde vundet i i svømning i 4 klasse sad hun bare der, på min skulder, helt falmet, en stivnet oscarstatue og en tale jeg aldrig fik holdt.
Som sagt: jeg har aldrig brudt mig om karakteren Andrea.
Hun låser mig, hun holder mig fast, hun indfanger aldrig det hele, altid kun fragmenter og hun forandrer sig, hun er aldrig konstant sådan som en god jeg-person skal være. Gode jeg-personer er ligesom en ting man skal finde i maven, inde i midten af sig selv og når man så har fundet hende, det, jeg - så bliver alt godt, så er man et ægte realiseret menneske. Bare læs et dameblad. Det gælder om at finde jeg-personen. Så skal man befri den. Og så skal man være lykkelig.
Man kan ikke bare sådan gå rundt og være et stort, tomt sort hul.

Jeg tænker tilbage på dengang jeg besøgte forfatterinden. Hun boede i den grønne, danske bøgeskov lige udenfor København.
Hun kunne godt være rødhætte, bortset fra at hun ikke kom så meget i skoven og når hun gjorde bevægede hun sig kun langs de afmærkede stier. Hun var ikke typen der gik ind i det mørke og det vilde, derinde hvor ulven bor.
Hendes hus var lille og hvidt, omkranset af gamle æbletræer og blomsterbede. Man kunne se, at dem der havde boet der før gik mere op i at holde have end Forfatterinden. Hun nød frugterne af deres lænders og deres knæskallers arbejde, kan man sige.
For det meste sad hun foran sit store vindue med sin lillebitte sølvcomputer og sin lillebitte sølvprinter, som spyttede bestsellere ud, lange hvide tunger der kunne slikke hende og elske hende, som hunde.
Jeg var misundelig på Forfatterinden, jeg var misundelig på hendes penge og på hendes succes, jeg ville ønske jeg havde fastlagte stier at gå af, hendes the smagte også meget bedre end alle andres og man fik altid højt belagt smørebrød og flødeboller med marcipan når man besøgte hende. Og så fortalte hun en hvordan man skulle gøre og det lød simpelt. Til at overskue.
Det var en god tid, dér foran vinduet.
Det er vinduet der er nøglen. Der var tremmer for Forfatterindens vindue. Engang spurgte jeg hende om hvorfor og hun fortalte mig at huset under krigen havde været tilholdsted for modstandsbevægelsen, de havde sat tremmer for vinduerne- så fjenden ikke kunne komme IND. Ikke fordi man ikke skulle kunne komme UD.
Jeg var allermest misundelig på hendes vindue.
Fogeder og udlejere og fremmede mennesker bankede ikke på hendes vindue. Desuden kunne hun også sagtens kaste med sten hvis det skulle være. Hun havde tremmer for sit glas, der var ingen der kunne ramme hende. Hun var fri.